En 43-årig mand er omkommet i villabrand på Sydsjælland


    Arkivfoto


    En 43-årig mand er natten til lørdag omkommet i en villabrand i den sydsjællandske by Rønnede.

    Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Heidi Brandt Andresen.

    Brandt Andresen fortæller, at politiet fik anmeldelsen klokken 02.23. Villaen i Rønnede stod i brand, og flammerne stod tydeligt fra huset.

    – Han (manden, red.) bliver fundet i forbindelse med branden, siger Heidi Brandt Andresen, som dog ikke umiddelbart vil svare på, om manden allerede havde mistet livet, da han blev fundet.

    Vagtchefen oplyser, at brandvæsnet og Beredskabsstyrelsen stadig er til stede ved villaen, hvor de arbejder med at få slukket branden.

    Efter det skal der tilkaldes teknikere og efterforskere for at fastslå, hvad der har startet branden.

    /ritzau/