Gerningsmænd på fri fod efter to knivstikkerier i København


Optagelser fra gerningsstedet på Godthåbsvej.


To mænd på 19 år blev 2. juledag om aftenen stukket ned forskellige steder i København.

Tirsdag morgen kan politiet oplyse, at de to sager ikke har nogen sammenhæng.

– Der er ingen sammenhæng, siger vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer.

Han fortæller videre, at de to ofre ikke fik nogen livstruende skader.

Den første blev overfaldet med kniv på Bangertsgade på Indre Nørrebro. Lidt senere – klokken 21.43 – modtog politiet en anmeldelse om et knivstikkeri på Godthåbsvej på Frederiksberg.

Kort efter midnat oplyste politiet, at to unge mænd var anholdt i forbindelse med knivstikkeriet på Godthåbsvej. Men de er løsladt igen, oplyser Henrik Stormer tirsdag morgen.

– De har ikke noget med sagen at gøre, siger han.

Dermed har politiet ingen anholdte i nogen af sagerne.

– Vi har spor, vi forfølger, siger vagtchefen.

Politiet afviser at oplyse, hvor på kroppen de to ofre er blevet ramt.
Det er også uvist, hvad motivet til overfaldene er.

/ritzau/