Arkivfoto
To mænd fra Aarhus-området blev natten til fredag anholdt i en sag om indsmugling af en større mængde narko.
De to mistænkes for at have smuglet op til 60 kilo hård narko til Danmark.
Mændene blev anholdt på deres adresser vest for Aarhus, og National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har foretaget ransagninger.
Her fandt efterforskere 31 kilo hård narkotika, og politiet har beslaglagt værdier for op til en million kroner fra de mistænkte. Det oplyser NSK i en pressemeddelelse.
De to anholdte fremstilles fredag i grundlovsforhør i Københavns Byret. Her vil en anklager kræve dem begge varetægtsfængslet.
Sagen er ifølge NSK en del af en stor efterforskning mod et internationalt narkotikanetværk.
I samme kompleks ransagede efterforskere i juni 2022 17 adresser i Storkøbenhavn. Da blev der fundet flere former for narko og beslaglagt værdier for op til ti millioner kroner fra de mistænkte.
Dengang blev fem personer anholdt – herunder et “kendt ansigt fra det københavns bandemiljø”, oplyser NSK.
/ritzau/