Spottet af betjente: Mand læskede åbenlyst øl trods drikkeforbud og endte med at blive anholdt


Arkivfoto-


Indtagelse af øl førte onsdag aften til, at en 55-årig mand blev anholdt.

Det skete ved en p-plads i Toldbodgade i Næstved.

På denne lokation er det ikke tilladt at drikke alkohol.

Men til trods for forbuddet stod der tre mænd, hvoraf den ene helt åbenlyst læskede sig med en øl, oplyser politiet i deres døgnrapport.

Og den slags går ikke, så politibetjentene ville minde den pågældende om forbuddet.

Men den øldrikkende mand var ikke interesseret i at tale med politiet.

Han ville heller ville oplyse hverken navn eller fødselsdag.

Han blev derfor anholdt klokken 18.05 og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven.

Herefter kom det frem, at det var en 55-årig mand fra lokalområdet, og han blev løsladt kort efter.

Om han fik lov til at drikke sin øl færdig er uoplyst.