Brandvæsnet rykkede lørdag formiddag massivt ud til en brand på olieraffinaderiet Crossbridge Energy i Fredericia. På stedet kunne man se kraftig røg. Anmeldelsen kom klokken 11.24.
Cirka to timer efter at anmeldelsen løb ind, meddeler Trekantsområdets Brandvæsen, at branden er slukket, og at ingen personer er kommet til skade.
– Det var tale om en utæthed på et røranlæg i selve produktionsanlægget. Der løb væske ud på et udendørs område på 50 gange 50 meter, hvor der udbrød brand, fortæller Bo Gøgsig, der er Operativ Chef i Trekantområdets Brandvæsen.
Ifølge Gøgsig var der tale om et olieprodukt, og brandvæsnet har lagt skum ud over et område på 100 gange 100 meter for at være sikker på, at man får dækket al den brandbare olie af.
Efter at ilden var slukket, var der imidlertid stadig fare på færde. For fra bruddet på røranlægget fortsatte olien i første omgang med at lække.
– Men det har vi fået lukket ned for nu, så der er styr på det derude, lyder det fra den operative chef.
På raffinaderiet er der et internt brandberedskab, men lørdagens udslip var så omfattende, at man måtte have assistance fra det fælleskommunale brandvæsen.
Bo Gøgsig oplyser, at Trekantsområdets Brandvæsen har haft 45 mand udkommanderet til slukningen. Og selv om faren er drevet over, så bliver brandvæsnet på stedet lidt endnu.
– Nu skal vi have klarlagt, præcis hvad det er for en væske, og om den skal samles op. Vi skal have fat i miljømyndighederne, og så skal der foregå debriefing af mandskabet, fortæller Gøgsig.
Også Sydøstjyllands Politi var til stede på raffinaderiet. Allerede en halv time efter at man modtog anmeldelsen, fortalte politiets vagtchef John Skjødt, at der formentlig ikke var udsigt til en større katastrofe.
– Det er ikke umiddelbart noget stort, men det er klart, at det er et sted, hvor der hurtigt kan ske en udvikling, lød det i den forbindelse fra vagtchefen.
/ritzau/