Arkivfoto
En 67-årig mand er tidligt lørdag morgen omkommet i forbindelse med en brand i sit hjem i Tune mellem Roskilde og Karlslunde.
Det fortæller vagtchef Emil Grønning fra Midt- og Vestsjællands Politi.
– Indtil videre er vores hypotese, at man formentlig har røget, og så er der gået ild i en sofa, siger han.
Politiet modtog anmeldelsen om branden klokken 01.39.
Manden var bevidstløs, da redningsmandskabet nåede frem til branden. Han blev i første omgang genoplivet på stedet og bragt til sygehuset i Køge, men blev omkring klokken 05.20 erklæret død på sygehuset.
Branden brød ud i en lejlighed i en bebyggelse i Byagerparken, hvor der blandt andet er ældreboliger.
De pårørende til den 67-årige er blevet underrettet.
/ritzau/