Sundhedsstyrelsen dropper retningslinjer for corona


    Arkivfoto

    Sundhedsstyrelsen (SST) sidestiller coronavirus med andre sygdomme og anbefaler ikke længere, at man isolerer sig ved en positiv test.

    Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen.

    – Vi kan nu tage endnu nogle skridt mod mere normale tilstande i forhold til at håndtere covid-19 i både samfund og sundhedsvæsen, siger Line Raahauge Hvass, der er konstitueret enhedschef i styrelsen, i pressemeddelelsen.

    – Der er ikke længere behov for meget specifikke retningslinjer for covid-19 i forhold til andre sygdomme, for eksempel at personer med en positiv test for covid-19 isolerer sig i mindst fire dage.

    I stedet anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man bliver hjemme, hvis man føler sig syg.

    Det er for at forebygge smitte med både coronavirus og influenza.

    – Det er til gengæld vigtigt, at vi husker hinanden på at forebygge smitte med alle former for luftvejsinfektioner. For også influenza kan give alvorlig sygdom hos ældre og kronisk syge og belaste sundhedsvæsenet, siger Line Raahauge Hvass. Hun understreger:

    – Man skal blive hjemme, hvis man er syg. Uanset om man tror, at det er covid-19, influenza eller en anden luftvejsinfektion.

    Det er ifølge Sundhedsstyrelsen til gengæld stadig en god idé at blive testet for corona, hvis man har symptomer og er i risiko for et alvorligt forløb.

    Ændringerne betyder også, at der kommer nye retningslinjer for, hvordan man skal håndtere coronavirus i sundhedsvæsenet.

    For eksempel anbefales det ikke længere, at alle, der indlægges akut på hospitalet, skal testes for coronavirus uanset symptomer.

    Sundhedsstyrelsen anbefaler heller ikke, at man tager særlige forholdsregler for at forebygge smitte med coronavirus i forbindelse med fødsel.

    Personalet bør dog tage “relevante forholdsregler”, hvis den gravide eller partner har symptomer på en infektion i luftvejene. For eksempel ved at man tager et mundbind på.

    Meldingen fra Sundhedsstyrelsen kommer på et tidspunkt, hvor der er et relativt højt antal indlagte med corona på hospitaler. Og hvor smitten generelt stiger.

    I denne uges tendensrapport fra Statens Serum Institut (SSI) lyder det, at positivprocenten blandt coronatestede i sidste uge lå på 18 procent. I forrige uge var den 13 procent.

    I sidste uge var der 445 nye indlæggelser sammenlignet med 299 ugen før.

    Sundhedsstyrelsen har dog ingen planer om at ændre i vaccinationsprogrammet, så personer under 50 år kan blive tilbudt et fjerde stik mod coronavirus. Det oplyser styrelsen til Jyllands-Posten torsdag.

    På nuværende tidspunkt kan alle borgere over 50 år få et boosterstik på samfundets regning.

    Også personer i alle aldre, der blandt andet har et stærkt nedsat immunforsvar, kan blive tilbudt en vaccination mod corona.

    I et skriftligt svar til Jyllands-Posten henviser styrelsen til en politisk aftale, der tilbyder vaccination for egen regning til dem under 50 år, som gerne vil have ekstra beskyttelse.

    /ritzau/