Arkivfoto
En 33-årig mand er onsdag ved Retten i Randers blevet idømt 14 års fængsel for modtagelse og videreoverdragelse af tre ton hash og 50 kilo kokain.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Den 33-årige, René Hansen, var én af 11 anholdte ved en aktion 6. april, hvor politiet slog til mod 20 adresser i Østjylland, på Djursland, Fyn og i Spanien.
Specialanklager ved NSK Lise Hebsgaard fortæller, at det er en stor narkotikasag med forgreninger til udlandet. Den dømte agerede mellemmand.
– Manden modtog stoffet. Han fik besked om, at stoffet ville komme, og så kørte han hen og modtog det fra dem, der smuglede det ind.
– Og så skulle han så fjerne det igen og videredistribuere det. Men det har ikke været hans eget stof, han har haft fingre i, siger hun.
Ifølge Lise Hebsgaard viser onsdagens dom, at det er en alvorlig sag, og at den lange straf er udtryk for, “at der med rette slås hårdt ned på organiseret narkotikakriminalitet”.
Den 33-årige blev dømt for samtlige tiltalepunkter, og retten valgte at følge anklagemyndighedens påstand om 14 års fængsel.
Den dømte tilstod sin rolle i sagen og modtog dommen.
Dommen er den tredje i sagskomplekset. Der er tidligere givet domme på syv år og på fire år og seks måneder. De egentlige bagmænd er sigtet i sagen, men endnu ikke tiltalt.
Flere af de anholdte er fortsat varetægtsfængslet.
/ritzau/