Uanset noble hensigter: Mand dømt for at uddele sæd til kvinder


En 54-årig mand er dømt for uautoriseret distribution af sæd til kvinder.

Kvinderne har fået mandens sæd uden tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Håndtering af væv og celler – herunder sæd – må kun ske med tilladelse.

Det er blandt andet af hensyn til at sikre sundhed, kvalitet og sikkerhed hos de mennesker, der behandles med doneret væv og celler.

Ligeledes for at sikre, at der ikke sker overførsel af sygdomme.

Politiet modtog i 2020 en anmeldelse om sæd-mandens aktiviteter.

Sagen er blevet efterforsket og det har mandag ført til domfældelse over en 54-årig mand.

Han er dømt for at have distribueret og leveret sæd til kvinder uden tilladelse.

Den 54-årige fik en bøde på 25.000 kroner.

”Det er bestemt ikke hver dag, vi får sager om overtrædelse af vævsloven, så på den måde er det klart, at det er en speciel sag. Med dagens dom står det klart, at det er en overtrædelse af loven, hvis man egenhændigt distribuerer sæd uden tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed – uanset hvor noble intentioner, man mener at have”, siger specialanklager Jens Severinsen fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.