Arkivfoto
Retten i Glostrup har i dag idømt en 29-årig mand fra Ishøj seks års ubetinget fængsel for at voldtage en 14-årig dreng.
Desuden er han dømt for at forsøge at afpresse offeret til flere voldtægter cirka to år efter.
I februar anmeldte en 16-årig dreng sig forsøgt voldtaget af en på daværende tidspunkt 28-årig mand fra Ishøj.
Herunder kom det frem, at offeret to år tidligere var voldtaget af samme gerningsmand.
Københavns Vestegns Politi indledte straks en efterforskning og ransagede hos den 28-årige mistænkte, der skulle anholdes.
Han havde nået at skjule sig, men blev anholdt og varetægtsfængslet i marts.
I dag fandt Retten i Glostrup ham skyldig og dømte ham for have truet og voldtaget en 14-årig dreng i 2019.
Retten fandt ham skyldig i at have optaget en video af voldtægten og for i februar at have anvendt videoen til at forsøge at true og afpresse offeret til flere voldtægter.
”Det har krævet et stort personligt mod af offeret at modstå en truende voksen mands afpresning, anmelde ham til politiet og stille op i retten. Men det er det helt rigtige at gøre, og retssystemet reagerede prompte og har nu givet gerningsmanden en længere fængselsstraf,” siger anklageren i sagen Bjarke Moe Enevoldsen.
Retten i Glostrup udmålte en straf på seks års ubetinget fængsel og varetægtsfængslede den dømte efter dom.
Dømte nægter og ankede på stedet.