Fra gerningsstedet i Brøndby Nord
Fremgangsmåden i et skuddrab på en yngre mand i Brøndby Nord torsdag har sammenfald med dem, man tidligere har set, når gerningsmændene er fra kriminelle miljøer.
Det fortæller fungerende politiinspektør Peter Malmose fra Københavns Vestegns Politi. Han skærper dermed de udtalelser, politiet tidligere er kommet med.
Han kalder desuden skyderiet for “en overlagt og meget kynisk forbrydelse”.
– Og jeg vil også gerne sige, at vi vurderer, at der ligger noget planlægning bag det, siger han.
At fremgangsmåden minder så meget om noget, man tidligere har set, indgår i politiets efterforskning. Politiet forholder sig dog også til andre mulige scenarier, fortæller Peter Malmose.
Ifølge B.T. blev manden ramt af skud på en parkeringsplads foran etagehusene i Brøndby Nord. To gårdmænd i bebyggelsen gav offeret hjertemassage, har et øjenvidne fortalt til B.T.
Derudover blev der ifølge B.T. affyret en hel serie af skud. Det har politiet dog ikke ønsket at kommentere eller be- eller afkræfte over for Ritzau.
I forbindelse med skudepisoden så vidner en grå Skoda Octavia. Kort efter blev en sådan bil fundet i et område cirka seks kilometer fra skyderiet i brand.
Bilen – en grå Skoda Octavia fra 2016 – blev stjålet ved et indbrud i Rødovre natten til den 2. september.
Københavns Vestegns Politi har efterfølgende eftersøgt vidner, der har set netop sådan en bil i tidsrummet omkring skudepisoden.
Politiet har efterfølgende fået flere henvendelser fra vidner, men man vil fortsat gerne høre fra folk, der har set eller hørt noget, fortæller Peter Malmose.
I andre sager om målrettede drab i for eksempel bande- og rockermiljøet har det været et kendetegn, at flugtbiler er blevet sat i brand umiddelbart efter forbrydelsen. Dermed har gerningsmændene forsøgt at skjule spor.
Politiet vil for nuværende ikke sige noget om offeret.
/ritzau/