Følsomme politinæser: Betjente lugtede sig frem til to gram hash gemt i lejlighed


Arkivfoto


Det lader til, at politiet kan pensionere deres narkohunde.

I hvert fald, når det kommer til Midt- og Vestsjællands Politis område.

Mandag aften kom betjente herfra forbi Saltoftevænge i Svebølle ved Kalundborg.

Betjentene bemærkede, at der lugtede af hash.

”Politinæsernes færd ledte hen til en lejlighed,” fremgår det af politiets døgnrapport.

Det besluttede betjentene sig for at undersøge nærmere.

Der var ingen hjemme, så politiet trængte ind i lejligheden.

Under ransagningen blev der ganske rigtigt fundet hash, hele to gram og en peberspray.

Politiet vendte senere tilbage til adressen, hvor lejlighedens beboer nu var hjemme.

Han blev sigtet efter våbenloven og lov om euforiserende stoffer.

Manden vil få afgjort sagerne på et senere tidspunkt.