Her blev den 21-årige ramt af skud.
Søndag aften blev Sønderborg hærget af en skudepisode og to påsatte brande.
Ved skudepisoden blev en 21-årig mand ramt på Store Rådhusgade i byen.
Manden er indlagt på sygehus og er uden for livsfare.
Nogle timer senere, klokken 02.30 modtog politiet anmeldelse om brand i et køretøj på en parkeringsplads på Nørager 6 i Sønderborg.
Ved branden skete der omfattende skader på bilen.
Blot ni minutter senere, klokken 02.39 modtog politiet anmeldelse om en mindre brand på en restaurant på Kærvej i Sønderborg.
Den blev hurtigt slukket af en patrulje, der ankom til stedet.
Angrebene får politiet til at understrege, at de ikke var rettet mod den almene befolkning.
Der har været tale om en konflikt i det kriminelle miljø i Sønderborg, oplyser de en pressemeddelelse.
– Syd- og Sønderjyllands Politi ser meget alvorligt på hændelserne og vil samtidig gerne fremhæve, at hændelserne ikke har været rettet mod borgerne i almindelighed. Der har været tale om en konflikt i det kriminelle miljø i Sønderborg, pointerer politiinspektør Henrik Thrane Jensen.
Politiet har efterforsket hændelserne intenst og allerede tidligt mandag morgen førte det til en koordineret anholdelsesaktion.
Her blev der anholdt seks personer på to forskellige adresser i Sønderborg by.
Anholdelserne skete uden dramatik, og politiet er fortsat til stede på gerningsstederne.