Arkivfoto
Onsdag aften fik politiet via alarm 112 melding om, at en mand på en perron på Roskilde station var faldet ned fra perronen.
Anmelderen mente, at manden måske var blevet ramt af et tog, der samtidig var på vej ind til perronen.
Redningsmyndigheder, ambulancepersonale og politiet kørte til togstationen, hvor togtrafikken indledningsvist var blevet standset.
Det blev dog afklaret, at manden ikke var blevet kørt over af toget, men lå ved siden af togskinnerne lettere tilskadekommen mellem toget og perronkanten.
Togdriften til og fra Roskilde med undtagelse af sporet, hvor manden var faldet ned, kunne derfor genoptages.
Den pågældende mand blev reddet ud og identificeret som en spirituspåvirket, 44-årig mand fra Sverige.
Han havde kun pådraget sig overfladiske skrammer ved faldet.
Politiet vurderer, at den 44-årige faldt af perronen, fordi han var påvirket.
Det skete samtidig med, at et lokaltog med lav hastighed var på vej ind til den samme perron.
Men da manden var faldet ned ved siden af jernbaneskinnerne kom han ikke til skade.
Da ingen var kommet alvorligt til skade, foretog politiet sig ikke yderligere i anledning af hændelsen.