Arkibfoto
Tirsdag standsede en patrulje en personbil på Kalundborgvej i Gørlev Sj. med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.
Føreren viste sig at være en 32-årig mand fra Polen.
Han var kraftigt påvirket af spiritus, hvilket en alkometertest bekræftede fuldt ud.
Føreren blev derfor sigtet for spirituskørsel og anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve.
Desuden kunne politiet konstatere, at den mørke personbil havde nogle friske skader på det venstre sidespejl, som politiet indledningsvist ikke kunne finde årsagen til.
Alt i mens anholdelsen skete, tikkede en anmeldelse ind på vagtcentralen.
En 57-årig kvinde fra Gørlev oplyste, at hun få minutter forinden havde været tæt på at køre frontalt sammen med en modkørende bilist.
Den modkørende bilist, havde ifølge den 57-årige, nærmest kørt i den forkerte side af vejen.
For at undgå et frontalt sammenstød trak hun så langt til højre som muligt, men de to bilers venstre sidespejle ramte dog hinanden.
Den modkørende var ikke standset, men havde fortsat sin kørsel.
Politiet formoder at den polske spritbilist er flugtbilisten.
Den mistænkte vil senere blive forsøgt afhørt til sagen, når han er blevet ædru, og politiet kan have en tolk til stede under afhøringen af ham.
Derfor blev den anholdte polske fører løsladt efter blodprøveudtagelsen på et sygehus.