Ihærdig hashpusher: Knaldet to gange samme dag og i samme bil


Arkivfoto


En 20-årig mand blev søndag standset to gange med stoffer i bilen.

Klokken 12.39 dirigerede en patrulje hans bil ind til siden på Emma Gads Gade i Brabrand.

Der lugtede af hash i bilen, hvorfor betjentene foretog en ransagning og visiterede den 20-årige bilist.

I bilen lå flere salgsposer med skunk og hash, som blev beslaglagt.

Den 20-årige blev dernæst sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

Herefter fik den 20-årige lov til at køre.

Det lader dog til at han kørte direkte på pusherlageret for at hente flere varer.

Kl. 16.07 blev den 20-årige endnu en gang standset i sin bil.

Denne gang på Dr. Holsts Vej i Åbyhøj.

Og endnu en gang fandt politiet flere salgsposer med hash og skunk gemt i bilen.

Derudover fandt betjentene også nogle hundrede kroner i kontanter.

Både penge og stoffer blev beslaglagt, og den 20-årige fik endnu en sigtelse.