Mand fundet blødende på åben gade: Afgået ved døden efter mindst et knivstik

I dag ca. kl. 11.00 modtog Sydøstjyllands Politi en henvendelse om fund af en mand på gaden i Svendsgade i Vejle. Den pågældende blødte tilsyneladende og en ambulance blev tilkaldt og politiet rykkede ud.

Manden blev med helikopter bragt til et sygehus for behandling. Sydøstjyllands Politi er massivt tilstede på stedet og efterforsker hændelsen.

På grund af omstændighederne og de foreløbige vurderinger af årsagen til den nævnte blødning, er det indledningsvist vurderingen, at manden er blevet tildelt formentligt ét knivstik. Efterforskningen er dog netop indledt med henblik på at afdække de nærmere omstændigheder m.v. Derfor er der bl.a. tilkaldt tekniske efterforskere, hundeførere og en retsmediciner. De nævnte skal gennemføre undersøgelser på og omkring findestedet, ligesom efterforskere foretager afhøringer og andre efterforskningsskidt.

Manden er på nuværende tidspunkt ikke endeligt identificeret og en alder kan derfor ikke oplyses. Eventuelle pårørende er af samme grund ikke underrettet. Det er efterfølgende oplyst, at pågældende nu er afgået ved døden.

Hvis du har været i området på eller omkring Svendsgade i Vejle i formiddag og frem til godt kl. 11.00, så hører Sydøstjyllands Politi meget gerne fra dig. Du kan have oplysninger af betydning for efterforskningen uden selv at være klar over det. Derfor beder Sydøstjyllands Politi dig kontakte politiet på 114.

Hvis du i øvrigt har oplysninger om hændelsen eller fx begivenheder forud, der kan have ledt til den, så beder vi dig ligeledes straks om at kontakte os via 114.

Sydøstjyllands Politi takker for hjælpen på forhånd.

Sydøstjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger til offentligheden på nuværende tidspunkt men vil, hvis det bliver muligt udsende endnu en pressemeddelelse senere i dag.