Beboere hiver ung mand ud af brændende bil efter solouheld


En ung mand er indlagt på Odense Universitetshospital med en brækket kæbe og et brækket lårben efter et solouheld i Gamby på Fyn tirsdag klokken 23.49.

Det oplyser vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi tidligt onsdag morgen.

Like localeyes.dk på Facebook

– Manden og hans passager kommer kørende i en personbil på Frigårdsvej. Da de når frem til et T-kryds, er hastigheden for høj til at kunne nå at bremse, så de ryger over i den anden side af vejen og brager ind i en bygning, siger vagtchefen.

Han tilføjer, at der er tale om en slags staldbygning, hvor der altså ikke bor nogen.

– Passageren kommer selv ud af bilen, men føreren er bevidstløs og sidder fast, siger han.

Beboere, som har hørt braget, er i mellemtiden kommet ud på vejen.

– De kan se, at der er ved at gå ild i bilen. De kan se ild ud af motorhjelmen og får fat i et koben og brækket døren op og hiver føreren ud, siger Hans Frederiksen.

Brandvæsen, politi og ambulance ankommer hurtigt til stedet, og den unge mand, der er født i 1996, bliver kørt på hospitalet.

– I første omgang så det kritisk ud, men det er det ikke længere. Han har brækket kæben og lårbenet og har fået diverse andre skader, men han er uden for livsfare, siger vagtchefen.

Nu skal en bilinspektør undersøge, hvor høj hastigheden var, da uheldet skete.

/ritzau/