Fem påsatte brande rammer Holbæk inden for få timer


En pyroman er efter alt at dømme på spil i Holbæk på Nordvestsjælland. Det mener Midt- og Vestsjællands Politi.

Mandag aften og natten til tirsdag har der således været hele fem brande i byen inden for cirka tre timer.

Brande som politiet betegner som påsatte.

Det oplyser vagtchef Lars Mogensen hos Midt- og Vestsjællands Politi.

– Ved en af de tre første brande var der vidner, der har set en person løbe væk fra stedet. Det er selvfølgelig mistænkeligt, da ild normalt tiltrækker folk, siger han.

Klokken 1.07 natten til tirsdag oplyste politiet på Twitter, at der havde været tre påsatte brande inden for godt en time.

Senere var der meldinger om yderligere to påsatte brande. Den første anmeldelse kom klokken 23.45 mandag aften. Den foreløbig sidste klokken 3.05 natten til tirsdag.

Der er tale om ildspåsættelse af containere på henholdsvis Ahlgade 61, Slotshaven 3, Smedelundsgade 7 og 12E samt Markedspladsen 5.

Politiet har udsendt et signalement af den mulige gerningsmand, som vidner har set løbe fra Slotshaven.

Han beskrives som en mand på mellem 17 og 22 år, 170-180 centimeter høj, spinkel til slank af bygning og mørk i huden.

Han har desuden sort hår, der er klippet kort i siderne, men som er længere i toppen. Han var iført cowboybukser samt en mørk jakke med hvide skuldre og to vandrette brede striber i farverne grøn og blå.

/ritzau/