To gange livstid: 18-årig blev likvideret i bagholdsangreb


    Foto og video fra gerningsstedet, Holbæk 28. april 2019

    Med fem skud blev 18-årige Zobair Saidi dræbt i Ladegårdsparken i Holbæk.

    Han skulle hente noget hash, som ville blive smidt ud af et vindue til ham.

    Men da han stod og ventede på hashen, kom en mand løbende mod ham og affyrede dræbende skud.

    Onsdag er et medlem og et tidligere medlem af Bandidos blevet idømt fængsel på livstid for likvideringen af teenageren 28. april 2019.

    Dommen er faldet i Østre Landsret og er en stadfæstelse af dommen i byretten. Det oplyser Statsadvokaten i København på Twitter.

    Den nu 28-årige Patrick Skjold Andersen er kendt skyldig i at have affyret de dræbende skud. Den 30-årige Mickey Weirgang Dreyer blev kendt skyldig i at have planlagt drabet.

    Begge mænd var på gerningstidspunktet medlemmer af Bandidos, som lå i konflikt med den lokale bande Vang-gruppen, som Zobair Saidi var tilknyttet. Mickey Weirgang Dreyer har siden forladt Bandidos.

    De to er også dømt for drabsforsøg. For egentlig var det planen, at Zobair Saidi skulle have været dræbt to dage før – nemlig 26. april.

    Fremgangsmåden var den samme. Den 18-årige blev lokket til Ladegårdsparken med løfte om, at en mindre mængde hash ville blive kastet ud til ham fra et vindue.

    Planen gik dog i vasken.

    En kvinde, der tidligere er blevet idømt et års fængsel i sagen, kom til at kaste hashen ud af det forkerte vindue.

    Både byretten og landsretten har vurderet, at Zobair Saidi blev dræbt som led i en konflikt mellem Bandidos og Vang-gruppen. Derfor er de to blevet dømt efter bandeparagraffen, der skærper straffen.

    Fængsel på livstid betragtes som en landets strengeste straffe og er som udgangspunkt en dom, hvor man skal sidde i fængsel resten af livet.

    I gennemsnit bliver livstidsdømte dog løsladt efter 16-17 års fængsel.

    /ritzau/