Arkivfoto
– Det skal være ulovligt at være med i en bande, og det skal sidestilles med terrorisme.
Sådan lød det fra den svenske konservative oppositionsleder Ulf Kristersson lørdag aften, da han som det sidste inden søndagens valg i Sverige dystede på TV4 med den socialdemokratiske statsminister, Magdalena Andersson.
Sverige har europæisk rekord i skyderi og drab, og det har fyldt en del hos vælgerne under valgkampen.
Navnlig efter et skyderi for nylig i byen Eskilstuna vest for Stockholm, hvor en kvinde og et barn blev ramt.
Kristersson mener, at man bør skele til Danmark. Han henviser til, at bandeledere her får dobbelt straf for banderelaterede forbrydelser.
Den svenske statsminister siger, at hun ved genvalg vil gennemføre en stor udbygning af politistyrken. Og straffene skal skærpes.
– Vi ser nye generationer, som rekrutteres. For hver krone vi bruger på nye politifolk, skal vi lægge mindst en krone for at bryde den nye rekruttering, siger hun.
Fredag aften blev den afsluttende tv-debat for samtlige partier holdt. Valget står mellem to fløje.
Bag Kristerssons parti Moderaterna står på den borgerlige fløj det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna, Kristdemokraterna og Liberalerna.
Anderssons forventede støtter efter valget er Miljöpartiet, det liberale Centerpartiet og Vänsterpartiet.
Meningsmålinger viser dødt løb mellem blokkene.
Centerpartiet har gennem lang tid afvist at tilslutte sig den borgerlige blok, så længe den ønsker at basere et flertal på Sverigedemokraterna.
/ritzau/