Sydøstjyllands Politi ransager transportfirma i Kolding


KOLDING: Tidligt mandag morgen indledte en talstærk politistyrke fra Tungvognscenter Syd en stor planlagt kontrol – og efterforskningsindsats med undersøgelser på et transportfirmas adresser i Kolding området.

Efterforskningen og kontrollen sker på baggrund af bl.a. en anmeldelse af firmaet og med afsæt i Sydøstjyllands Politi, Tungvognscenter Syds igangværende efterforskning.

Retten i Kolding har på baggrund af de foreløbige oplysninger afsagt en ransagningskendelse, der giver politiet adgang til adresserne m.v. og det forventes, at politiet vil arbejde på stedet det meste af dagen.

Formålet med kontrollen og indsatsen er, at afdække eventuelle overtrædelser af lovgivningen, især lovgivning, der er særligt relevant for transportvirksomheder som fx regler om kørehviletid, cabotageregler m.v. Der vil i den forbindelse indledningsvist bl.a. blive indsamlet muligt bevismateriale i form af dokumentation, blive foretaget registrering og afhøring af vidner m.v.

Da der er tale om en omfattende indsats og kontrol, som forventes at medføre længere tids opfølgende efterforskning, og da der er tale om en strafferetlig efterforskning, vil der ikke blive delt oplysninger med offentligheden om aktionens resultater, fund, eventuelle sigtelser eller videre efterforskning m.v.

Om Tungvognscenter Syd
Tungvogncenter Syd varetager den operative kontrol af tunge køretøjer. Tungvognscentrets arbejdsområde er primært varetagelse af den operative vejsidekontrol, der omhandler kontrol af lastbiler, busser samt traktorer og landbrugsredskaber på vejnettet. Opgaverne er blandt andet kontrol af køre- og hviletid, farligt gods, særtransporter, miljøfarligt affald, overholdelses af miljøzoner, dyretransporter samt cabotagekørsel.

Tungvognscenter Syd har base i Sydøstjyllands Politi og dækker et geografisk område svarende til tre politikredse: Fyns Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi samt Sydøstjyllands Politi