Ukendte gerningsmænd affyrer skud mod bil i Søborg


En 22-årig mand i en bil blev sent onsdag aften beskudt af en eller flere ukendte gerningsmænd på Kildebakkegårds Allé i Søborg.

Det oplyser vagtchef Søren Uhre fra Københavns Vestegns Politi.

– Der er tale om en ung mand, som holder i sin bil. Han er holdt ind for at tale i telefon, og pludselig bliver der affyret skud mod bilen.

– Han bliver selvfølgelig bange og kører væk fra stedet og kontakter politiet, siger vagtchefen.

Ifølge politiet er der blevet affyret omkring fire-fem skud, hvoraf de fire har ramt bilen. Den unge mand er ikke kommet noget til.

– Han ser ikke noget, men hører kun skuddene og fornemmer, at bilen bliver ramt, siger Søren Uhre.

Vagtchefen fortæller videre, at motivet til skyderiet endnu er ukendt.

Den 22-årige mand er ikke kendt af politiet, ligesom han ifølge vagtchefen er uvidende om, at nogen skulle være efter ham.

Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet onsdag klokken 22.58.

/ritzau/