Unge mænd banker 22-årig med stoleben og værktøj


En 22-årig mand endte natten til onsdag på hospitalet efter at være blevet gennembanket af to yngre mænd i en lejlighed i Skolegade i Nykøbing Falster.

Det oplyser vagtchef Anders Mikkelsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Like localeyes.dk på Facebook

– Han er ikke kommet alvorligt til skade, men han har fået nogle voldsomme knubs, siger vagtchefen.

Overfaldet foregik i en lejlighed, hvor der tilsyneladende var flere personer til stede. Politiet har efterfølgende anholdt en mand på 21 år og en dreng på 17 år for overfaldet. Begge er kendt af politiet i forvejen.

– Den forurettede blev opsøgt af et par personer i en lejlighed. Her gennembankede de ham med blandt andet stoleben af træ og værktøj. Han fik også nogle slag og spark, siger vagtchef Anders Mikkelsen.

Han tilføjer, at den 22-årige mand er blevet fragtet på hospitalet og efter omstændighederne har det godt.

– Vi ved ikke endnu, hvad der ligger til grund for overfaldet. Men hverken vidner eller de involverede har været særlig meddelsomme, siger vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen om overfaldet klokken 1.26.

/ritzau/