For høj hastighed er skyld i halvdelen af alle dødsulykker i trafikken og kan både være årsag til, at ulykken sker, og at den bliver så alvorlig.
Alene i 2010-2014 har for høj fart kostet 551 liv på vejene, viser tal fra Vejdirektoratet.
Det vil Rådet for Sikker Trafik og 84 af landets kommuner minde bilister om med en landsdækkende kampagne “Sænk farten – før det er for sent”.
Ifølge Liv Knoblauch Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, betyder det utrolig meget, hvor hurtigt bilister kører.
– Det tror jeg, der er mange, som ikke er opmærksom på. Man kan ikke helgardere sig mod andre bilisters dårlige kørsel, men man kan justere sin egen hastighed, siger hun.
Fra 10. oktober og 20 dage frem vil bilister derfor blive mødt af 6000 plakater langs vejene. Derudover vil politiet lave en målrettet hastighedskontrol i hele landet.
59 procent af fartrelaterede dødsulykker sker med en lille fartoverskridelse, hvor bilisterne har kørt mellem 1 og 19 kilometer i timen for stærkt.
Det viser en gennemgang af dødsulykkerne på landevejene, som Vejdirektoratet har lavet.
– Selv om man tænker det, er det ikke vanvidsbilisterne, der kører enormt stærkt, som er skyld i de største ulykker.
– Det er oftest den gængse bilist, som ikke tænker sig ordentligt om. Det er dem, vi gerne vil nå, siger Liv Knoblauch Kofoed-Jensen.
Ifølge seniorforskeren har Rådet for Sikker Trafik gode erfaringer med at sætte skilte op i trafikken, når de vil have bilister til at sætte farten ned.
Rådet har sikret, at bilisterne ikke skal bruge for meget tid til at forstå plakaternes budskaber ved at gøre plakaterne meget enkle og synlige.
– Vi skulle jo nødig skabe et andet element, der kan gøre trafikkens usikker, siger seniorprojektlederen.
/ritzau/