Ejer slået ned under røveri hos guldsmed i Aarhus

Ejeren af en guldsmed er mandag blevet slået ned i forbindelse med et røveri i Aarhus.

Tre unge mænd var omkring klokken 10.15 inde i butikken, der ligger i Guldsmedgade i den centrale del af byen.

Efter røveriet flygtede de angiveligt i en sølv- eller koksgrå Audi. Bilen menes at have registreringsnummeret YX3328 og er formentlig blevet set kørende ad Tordenskjoldsgade mod nord.

Omkring klokken 10.30 bragede den ifølge politiet over for rødt ved Skovvangsvej.

Politiet arbejder mandag på stedet og håber på hjælp fra vidner, som har overværet røveriet eller har information om køretøjet.

Gerningsmændene menes alle at være i alderen 20-25 år. De var iført sort tøj og kasketter eller hætter.

En af dem, en mand på 180-185 centimeter og med lys hud, bar noget, der lignede en kniv.

/ritzau/