Arkivfoto
Tysk politi har pågrebet tre personer under en jagt på en mand med syriske rødder, som er under mistanke for at ville udføre et bombeangreb.
Politiet har i byen Chemnitz desuden fundet sprængstof i en lejlighed, hvor man har ledt efter den 22-årige mand.
– Meget sprængfarlige eksplosiver blev fundet i den pågældende lejlighed i Chemnitz, skriver politiet på Twitter.
Lejligheden blev ransaget tidligere lørdag. Der er ingen meldinger om, hvor den 22-årige syrer befinder sig. Man han er ikke blandt de anholdte.
Myndighederne vil evakuere yderligere områder i byen, hedder det. Banegården i Chemnitz er også delvist afspærret, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Der blev fundet flere hundrede gram sprængstof i lejligheden. Det skal ifølge politiet være så ustabilt, at det skal destrueres på stedet.
– Sprængstoffet blev ikke bare fundet liggende på køkkenbordet. Det lå relativt godt skjult, siger Tom Bernhardt, som er talsmand for politiet i delstaten Sachsen.
Politiet har i en pressemeddelelse bedt om hjælp til at finde den 22-årige Jabar Albakr.
– Vi må formode, at han er farlig, siger Tom Bernhardt.
To personer, som skal have haft kontakt til den 22-årige, blev pågrebet nær banegården. En tredje er anholdt i centrum.
De er alle blevet afhørt. Disse afhøringer har ikke ført politiet på sporet af den hovedmistænkte.
Flere hundrede betjente har ifølge tyske medier deltaget i lørdagens aktion siden de tidlige morgentimer.
Tyske medier skriver, at der blev hørt en eksplosion omkring klokken 13. Den skulle være udløst af tyske betjente.
Beboere i området har fået besked på at opholde sig inden døre.
/ritzau/