Lumre lure-mænd i båd blev selv filmet af ung kvinde


Arkivfoto


To lumre mænd syntes søndag, at det var en god idé at smugfilme letpåklædte kvinder på stranden.

Mændene startede en båd og sejlede hen til kvindeafdelingen på Den Permanente ved Risskov.

Det er en badestrand tæt på Aarhus centrum forbeholdt kvinder.

Mændene sejlede meget tæt på stranden og begyndte at tage billeder af de kvindelige strandgæster.

Men det gik ikke ubemærket hen.

En 29-årig kvinde spottede de lumre mænd i båden og anmeldte dem til politiet.

Det var samtidig lykkedes hende at tage billeder af de lumre lure-mænd i båden.

En patrulje fandt efterfølgende en båd, der svarede til anmeldelsen og billederne, som kvinden havde sendt til politiet.

Båden blev fundet ved Egå Marina og sammen med den to mænd på henholdsvis 66 og 33 år.

Politiet fandt dem netop som de var ved at tage båden op af vandet.

På den 33-åriges telefon fandt betjentene billeder, der svarede til kvindens anmeldelse.

Han blev derfor sigtet for blufærdighedskrænkelse.