Beredskab advarer landmænd om større brandfare under høsten


    Arkiv


    Landmændene skal tage ekstra forholdsregler, når de i disse dage høster. For det varme og tørre vejr gør, at der er større risiko for at sætte fut i marken.

    Det fortæller Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.

    – I og med at der er så tørt både på marken og rundt om marken, som der er nu, skal der ikke meget til at antænde en brand. En enkelt sten, der rammer forkert på et maskineri i marken, hvor der er tør vegetation, kan være med til at antænde en brand.

    – Derfor er det ekstra vigtigt, at man kigger sig godt for og er opmærksom, når man er i marken, siger han.

    Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) siger fredag, at der er udsigt til hedebølge over weekenden.

    Brandfaren stiger over det meste af landet i løbet af weekenden. Søndag er brandfaren høj til meget høj over det meste af landet, viser brandfareindekset.

    På næsten hele Sjælland, Lolland-Falster og Fyn er brandfaren meget høj søndag.

    Bjarne Nigaard opfordrer landmændene til at tage forholdsregler såsom at gøre maskineriet rent for støv, fordi det lettere kan antændes, hvis der kommer en gnist.

    Derudover bør de have vand med ud i marken, så det er klart, hvis der bliver brug for det.

    /ritzau/