Ny tilståelse i sag om stor illegal cigaretfabrik i Vamdrup


    Arkivfoto

    En ukrainsk mand har tilstået sin rolle i en sag om fremstilling af millioner af ulovlige cigaretter på en illegal fabrik ved Vamdrup.

    Den 44-årige mand har været med til at fremstille og videredistribuere mindst 27 millioner ulovlige cigaretter. På den måde har han snydt statskassen for op mod 65 millioner kroner i tobaksafgifter.

    Dommen, der er faldet i Retten i Kolding tirsdag, lyder på 3,5 års fængsel og mere end 58 millioner kroner i tillægsbøde.

    Ukraineren er også idømt udvisning, står der i en pressemeddelelse fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

    Den 44-årige er blot en af i alt 14 mænd, som ifølge politiet har været involveret i fremstillingen af i alt mindst 250 millioner ulovlige cigaretter og har undgået at betale knap en halv milliard kroner i tobaksafgifter.

    En anden mand er tidligere blevet idømt fire års fængsel samt en tillægsbøde på 71 millioner kroner i sagen. Den 25. august begynder retssagen mod de resterende 12 mænd.

    - Sagen handler om svindel med tobaksafgifter af hidtil uset omfang og karakter, og det er meget betydelige afgiftsbeløb, som den danske stat er gået glip af i den her sag.

    - Jeg er tilfreds med at have fået en tilståelse fra den 44-årige, og at retten fulgte anklagemyndighedens påstand om en længere fængselsstraf, udvisning og en stor bøde, siger specialanklager ved NSK, Jacob Gents, i meddelelsen.

    Sagen tog sin begyndelse i marts 2021, hvor politiets særlige enhed slog til og anholdt 13 af mændene ved en koordineret aktion med assistance fra Europol, Skattestyrelsen, Toldstyrelsen og flere udenlandske politimyndigheder.

    Den 14. mand blev anholdt kort tid efter.

    Ved aktionen beslaglagde politiet mere end 11 millioner cigaretter, flere ton tobak og en større mængde professionelt produktionsudstyr.

    Efterforskningen har afdækket, at de cigaretter, der blev fremstillet nær Vamdrup, blev kørt på lastvogne til Holland.

    Her blev de fyldt i containere. Derefter blev containerne sejlet til Storbritannien for til sidst at ende på det illegale marked. Det har det europæiske politisamarbejde Europol tidligere oplyst.

    /ritzau/