To teenagere er mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør. De er sigtet for et seksuelt overgreb på en 16-årig pige i Skive.
Det oplyser vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.
– De to drenge kærede begge fængslingen, siger Ole Vanghøj.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og det er derfor sparsomt med oplysninger derfra. Men tidligere mandag oplyste lokalpolitiet i Skive, at forbrydelsen fandt sted på et grønt område kaldet Anlægget natten mellem lørdag og søndag.
Politiet modtog anmeldelsen fra den 16-årige pige kort efter klokken 04 søndag. Forbrydelsen menes at have fundet sted et par timer tidligere – mellem klokken 01 og 02.
De to fængslede er henholdsvis 17 og 19 år. De blev anholdt søndag eftermiddag.
/ritzau/