Tivoli Friheden skrotter rutsjebane efter dødsulykke

    Tivoli Friheden skrotter rutsjebanen Cobraen efter dødsulykken torsdag, der kostede en 14-årig pige livet.

    Det oplyser Tivoli Friheden i en meddelelse.

    - Efter ulykken i 2008 - og nu i 2022 - er der ikke længere tillid til, at forlystelsen kan blive sikker nok til at være en del af Tivoli Frihedens fremtid, siger tivolidirektør Henrik Ragborg Olesen.

    Cobraen var også i 2008 årsag til en ulykke i Tivoli Friheden, hvor fire personer kom til skade.

    Det er endnu uvist, hvad der var årsag til ulykken torsdag. Østjyllands Politi arbejder på at klarlægge de nærmere omstændigheder.

    Tivoli Friheden forventer, at undersøgelserne kan "vare flere måneder" endnu.

    Foreløbig har Tivoli Friheden meddelt, at forlystelsesparken også lørdag vil være lukket for publikum.

    Når politiet er færdig med at undersøge Cobraen, vil den blive afmonteret og fjernet, fremgår det af meddelelsen.

    Beslutningen om at skrotte forlystelsen er truffet fredag morgen, oplyses det.

    Ved ulykken torsdag pådrog også en 13-årig dreng sig skader på den ene hånd.

    Henrik Ragborg Olsen siger til tv2.dk, at han fortsat er rystet over den tragiske ulykke.

    - Man er lige så berørt i dag (fredag, red.) som i går. Det er måske kommet lidt på afstand, men følelsen er den samme. Knuden i maven over det, der skete herinde i går. Det er dybt tragisk.

    Før Tivoli Friheden kan genåbne, skal man ifølge direktøren være sikker på, at alle medarbejdere er parate til at arbejde.

    Han oplyser ifølge tv-stationen, at Tivoli Friheden har holdt krisemøde med personalet, og at alle ansatte har fået tilbudt psykologhjælp.

    Derudover har man oprettet en hotline til personer, der har opholdt sig i parken, da ulykken fandt sted.

    Politiet gik torsdag i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

    Man har indtil videre talt med 50 vidner, oplyser politiinspektør Brian Voss Olsen fredag til TV 2 Østjylland.

    /ritzau/