Arkivfoto: Ole Mathiasen.
Danmark eksporterer hvert år millioner af svin, der bærer på den multiresistente bakterie MRSA. Sådan skriver Information torsdag.
Fødevarestyrelsens seneste undersøgelse fra 2014 afslørede, at svine-MRSA havde bredt sig til 63-70 procent af de danske svinestalde. I dag formoder eksperter, at tallet er langt højere.
Derfor er dansk landbrug ikke bare storeksportør af levende svin, men også af svine-MRSA, lyder det i avisen.
Ministeren bør indføre et krav om, at danske grise testes for MRSA ved salg. Vi har et moralsk ansvar for at oplyse det, hvis de svin, vi sælger, er smittet med MRSA.
Det mener Alternativets landbrugsordfører, Christian Poll. Han indkalder miljø- og fødevareministeren, Esben Lunde Larsen (V) i samråd om Danmarks ansvar over for vores handelspartnere i forbindelse med den omstridte MRSA-sag.
Esben Lunde skal redegøre for, hvorfor danske myndigheder ikke har indrapporteret status på MRSA-situationen til EU, som Tyskland og Polen har, mener Christian Poll.
– Vi har et moralsk ansvar for at oplyse det, hvis de svin, vi sælger, er smittet med MRSA, siger han.
Ifølge ham bliver vi nødt til at undersøge, hvad eksempelvis tyske myndigheder siger til, at danske eksportsvin bærer den farlige multiresistente bakterie.
– Fødevarestyrelsen siger, at landene er ligeglade med, hvad de importerer.
– Men Fødevarestyrelsen har mistet så meget troværdighed på grund af den verserende skandale, at jeg ikke føler mig overbevist af styrelsens udsagn om, at landene er ligeglade. Så det vil vi nu undersøge.
Sådan lyder det fra landbrugsordføreren, der mener, at økologisk produktion og højere dyrevelfærd er vejen frem til at bekæmpe MRSA.
/ritzau/