Tiltalt i sag om overgreb på Fyn: Det skete frivilligt


En 31-årig mand, der er tiltalt for overgreb på unge drenge i Nyborg, har erkendt flere af anklagerne under sin afhøring i Retten i Svendborg tirsdag.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Den 31-årige mand har i de fleste forhold i anklageskriftet erkendt, at det seksuelle samkvem med de mindreårige drenge har fundet sted. Men han nægter, at det er sket under skærpende omstændigheder.

Ifølge den 31-årige mand skete det frivilligt. Desuden gør han gældende, at det i flere tilfælde var drengene, der kontaktede og opfordrede ham, skriver avisen.

– Jeg ønsker bare at få sandheden frem. Jeg har ikke noget at skjule, sagde han i retten ifølge avisen.

Den 31-årige mand var ifølge avisen sammen med sin medtiltalte, en 21-årig mand, aktiv i amatørteatermiljøet i Nyborg.

Sammen med den 21-årige mand er han blandt andet anklaget for at have brugt sin fysiske og psykiske overlegenhed til at have haft seksuelt samkvem med flere børn, der var under 15 år.

Den 21-årige mand nægter ifølge Fyens Stiftstidende også, at de seksuelle overgreb skal være sket under skærpende omstændigheder. Ligesom sin medtiltalte gør han gældende, at børnene opfordrede ham til det.

I alt opregnes otte drenge som ofre i sagen. Et par af dem var kun ni år, hævdes det i anklageskriftet.

Den ene tiltalte skal ifølge anklagerne have skaffet sig oralsex med en dreng på ni år i forbindelse med en leg om sandhed og konsekvens.

I flere tilfælde stod overgrebene på over adskillige måneder, lyder anklagen. Der har været tale om både anale samlejer og om blufærdighedskrænkelse, påstås det.

Nogle gange er overgrebene sket under køreture. Andre gange på stranden i Nyborg, i en cykelkælder og i private hjem. Enkelte forhold går helt tilbage til 2009.

Dommen ventes i begyndelsen af oktober.

/ritzau/