En 22-årig mand, der er sigtet for tre drab og syv drabsforsøg efter skyderi i Field’s, varetægtsfængsles i surrogat på lukket psykiatrisk afdeling i 24 dage.
Det har en dommer ved Københavns Byret afgjort mandag eftermiddag efter et knap to timer langt grundlovsforhør.
Den 22-årige er sigtet for at have dræbt en 47-årig mand, en 17-årig pige og en 17-årig dreng. Derudover er han sigtet for syv drabsforsøg.
Sigtelsen mod ham blev læst op ved retsmødets begyndelse af senioranklager Søren Harbo.
– Sigtelsen indeholder ti navne på forurettede. Herudover er der adskillige, der ikke er ramt af skud, men har andre skader. De er ikke i sigtelsen på nuværende tidspunkt. Det er ikke afklaret, om de kommer det, lød det fra Søren Harbo.
De tre mennesker mistede livet i storcenteret Field’s på Amager. Her begyndte en mand at skyde omkring sig omkring klokken 17.30 søndag.
Skyderiet medførte kaos og panik i storcenteret. Store menneskemængder flygtede ud af centrets udgange, mens andre gemte sig i butikker og baglokaler.
Politiet fik de første meldinger om skyderi ved 17.35-tiden.
Klokken 17.48 blev den 22-årig mand anholdt uden for centret i en “relativt udramatisk” aktion. Det kunne chefpolitiinspektør Søren Thomassen oplyse på en pressebriefing søndag aften.
Det er uvist, hvordan den 22-årige mand stiller sig til sigtelserne.
/ritzau/