Mand i livsfare efter knivstik ved Amager-bodega


En mand på 28 år er tidligt lørdag morgen blevet stukket med kniv på Amager. Han er i kritisk tilstand, oplyser Københavns Politi.

Episoden fandt sted på eller ved beværtningen Marcel’s Bodega, der har til huse på Amagerbrogade 160 omkring klokken 04.50.

– Vi har anholdt fire personer, men det er ikke det samme som, at det er gerningsmændene, siger Youssef Lharraki, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Lørdag eftermiddag sidder de anholdte og venter på at blive afhørt.

– Vi skal have udfoldet deres roller, siger den centrale efterforskningsleder om de fire mænd, hvoraf tre er i 20’erne, mens den ældste er fyldt 31.

Lørdag morgen og formiddag afspærrede politiet et område omkring gerningsstedet. Afspærringerne er lørdag eftermiddag blevet fjernet igen.

/ritzau/