Professor: Hele Europas forsyningssikkerhed er i fare


    Arkivfoto


    Energistyrelsen har mandag aften skærpet gasberedskabet, og det er et tegn på, at der måske ikke er langt til, at der lukkes helt eller delvist for gassen til visse danske virksomheder.

    Det siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

    Baggrunden for gasvarslet er, at Rusland har reduceret leverancerne til Tyskland via Nord Stream 1 med 60 procent.

    – I Danmark er gaslagrene ved at være fyldt til det niveau, man har aftalt i EU. Men flere lande er ikke på samme niveau, og Danmark er en meget lille spiller, siger han.

    – Derfor er det afgørende, at vi kigger på hele Europas forsyningssikkerhed. Og hele Europas forsyningssikkerhed er i fare.

    Energistyrelsen har erklæret såkaldt “early warning”, der fungerer som et signal til aktørerne på gasmarkedet om at forberede sig. Det er det laveste af tre beredskabsniveauer.

    Men ifølge professoren kan det meget vel ske, at de højere kriseniveauer må i spil. Bliver det alvorligt nok, kan der gribes ind over for udvalgte danske virksomheder.

    – At Danmark laver en early warning nu, er noget, som man er nødt til at tage meget seriøst, siger Brian Vad Mathiesen.

    – Det er jo et tegn på, at vi er tæt på den situation, at der kan blive lukket for den russiske gas, på en måde så også danske virksomheder må lukke. Også selv om vi i øjeblikket måske ville kunne forsyne dem med gas.

    – Men det ville ske med det formål, at vi kan fylde de europæiske lagre op med gas, sådan at vi kan klare den vinter, som uomtvisteligt vil komme.

    Gaslagrene i Danmark er lige nu 75 procent fyldt. De skal gerne være 80 procent fyldt fra november, hvis de skal leve op til den fælles EU-målsætning.

    Den mulige lukning af gas til virksomheder er en del af Energistyrelsens nødplan.

    Den skal sikre, at forbrugerne kan få varmet deres huse op til vinter – forsyningskrise eller ej.

    Brian Vad Mathiesen forklarer, at i Danmarks energiforbrug står naturgas for en relativt lille andel, og dermed står vi rimelig godt i forhold til andre europæiske lande.

    – Det stiller os langt bedre end Tyskland og Italien. Det er bare ikke ensbetydende med, at det ikke kan få nogle konsekvenser for virksomheder, der bruger naturgas, og for boliger, der opvarmes med naturgas, siger han.

    /ritzau/