Den dømte kom i kontakt med drengene ved bl.a. at tilbyde dem slik, penge og alkohol.
Retten i Kolding har dømt en 38-årig mand fra Fredericia, der blandt andet stod tiltalt for at have begået en række overgreb på seks drenge i perioden 2008-2015.
Den 38-årige mand blev i dag dømt for i alt syv af forholdene.
– Det er en alvorlig sag, hvor han i fem af forholdene er dømt for med sin fysiske og psykiske overlegenhed at have begået overgreb i en række tilfælde mod i alt fem drenge. Overgrebene omfatter samleje, andre former for seksuelle forhold samt blufærdighedskrænkelse. Det har i alle tilfælde drejet sig om overgreb på drenge i alderen 12-14 år, lyder det fra anklager Helle Kaad Iversen fra Sydøstjyllands Politi.
I flere tilfælde kom den nu dømte 38-årige i kontakt med drengene ved at tilbyde dem bl.a. slik, penge og alkohol, og i enkelte tilfælde skete det også via en falsk Facebook-side, hvor han udgav sig for at være en pige.
Den 38-årige mand blev i dag også dømt for at have truet en af drengene med at gøre hans familie noget, hvis han fortalte om, hvad der var sket mellem dem.
– Udover fængselsstraf blev der fra vores side nedlagt påstand om erstatning og rettighedsfrakendelse; dvs. at den 38-årige skal frakendes retten til at opholde sig hos nogen, der har børn under 18 år eller selv lade børn under 18 år opholde sig hos ham eller via internettet eller lignende systemer at søge at kontakte børn under 18 år. Retten valgte i dag at følge os i begge dele, lyder det videre fra anklageren.
I alt blev den 38-årige idømt 2 år og 6 måneders års fængsel og skal betale 135.000kr i erstatning. Yderligere blev han idømt omtalte rettighedsfrakendelse på ubestemt tid.
Den 38-årige erkendte under retssagen delvist et af forholdene, og efter retssagen i dag udbad han sig betænkningstid. Den dømte blev varetægtsfængslet straks efter dommen.