Tiltag mod hvidvask er tiltrængt erklærer advokat


I fremtiden vil det være muligt for Finanstilsynet at stille krav til dem, der driver vekselkontorer, og det vil være muligt at inddrage deres tilladelse, hvis de ikke overholder reglerne.

– Det er en stor ændring på området. Det kommer helt sikkert til at have en effekt på de vekselkontorer, der bedriver hvidvask.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Sådan lyder udmeldingen fra Anne Birgitte Gammeljord, advokat med særlig viden inden for hvidvask, efter at erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) har fremlagt tiltag, der skal gøre det sværere for vekselkontorer at hvidvaske penge.

– Det er på tide, at vekselkontorerne bliver underlagt de samme tilsyn, som gælder for bankerne.

– Det kræver ingen tilladelse at drive vekselkontorer i dag, og det er for dårligt. Tiltaget er yderst tiltrængt, siger Anne Birgitte Gammeljord.

Ministeren vil flytte tilsynet med Danmarks 70 vekselkontorer fra Erhvervsstyrelsen til Finanstilsynet, der vil skærpe indsatsen på området.

Tiltaget kommer i kølvandet på, at en lang række sager i løbet af de seneste år har vist, at flere millioner kroner er rullet gennem landets vekselkontorer, der figurerer som vaskemaskine for kriminelles sorte penge.

Finansrådet, der er brancheorganisation for bankerne, og som er underlagt præcis de samme regler, er ikke i tvivl om, at ministerens tiltag vil have en effekt.

– Vi er glade for, at der kommer fælles regler og standarder på det her område.

– Vekselkontorerne bliver nu nødt til at tage denne her problemstilling endnu mere alvorlig, siger juridisk direktør i Finansrådet Kenneth Joensen.

I løbet af de seneste år, har det været en række sager, hvor vekselkontorer optræder i sager om hvidvask. Der er blandt andet blevet givet en bøde på 92 millioner kroner til vekselkontoret Uni Travel & Exchange i København.

/ritzau/