Arkivfoto
Smitten med coronavirus er på vej i vejret for første gang siden februar, men “det er overhovedet ikke på tale” med restriktioner over sommeren.
Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til DR Nyheder.
Meldingen kommer på et tidspunkt, hvor nye undervarianter af omikron har fået smittetilfældene med coronavirus til at stige for første gang siden uge 6.
Fra uge 21 til uge 22 skete en stigning på knap 16 procent i antallet af bekræftede coronatilfælde fra 3290 tilfælde til 3805 tilfælde.
Stigningen skyldes særligt den nye undervariant af omikron BA.5. Den ventes at blive den dominerende variant denne sommer.
– Ja, den er mere smitsom, end den har været tidligere. Men vi er på et meget lavt niveau her i Danmark og har fortsat en høj immunitet i befolkningen.
– Den (virus, red.) har dårlige vilkår her til sommer, hvor der er store udendørs begivenheder. Det ville være en dårligere situation, hvis BA.5 var i fremvækst, og vi kiggede ind i november eller december, siger han til mediet.
Fredag morgen gav ministeren Folketingets sundhedsordførere en orientering om den stigende smitte.
På mødet gentog Heunicke et tidligere løfte fra regeringen om, at han vil fremlægge en plan for den videre coronahåndtering inden sommerferien.
Til DR Nyheder sige han, at der helt sikkert vil være et dansk vaccinationsprogram.
Men hvordan det skal se ud, og hvem der skal stikkes, ligger ikke fast endnu.
Det afhænger af situationen, siger ministeren, som venter på en vurdering fra sundhedsmyndighederne.
I april meddelte Sundhedsstyrelsen, at der til efteråret “sandsynligvis” vil blive behov for at vaccinere mod covid-19 igen. Men sandsynligvis ikke for alle.
– Vi planlægger at åbne vaccinationsprogrammet igen til efteråret. Forud for det skal der laves en grundig faglig vurdering af, hvem og hvornår der skal vaccineres og med hvilke vacciner, lød det fra enhedschef Bolette Søborg.
Ifølge Christian Wejse, der er afdelingslæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital, vil de fleste kun få milde symptomer ved smitte med coronavarianten BA.5.
Afdelingslægen sagde fredag, at han på nuværende tidspunkt ikke forventer en situation, der berettiger, at man igen indfører restriktioner i samfundet.
– Men det vil være helt oplagt at revaccinere ældre, svækkede og sundhedspersonalet i efteråret, inden der forventeligt kommer en ny, markant smittestigning, lød det fredag.
/ritzau/