Danske landmænd vil tjene penge på at dyrke hash


Det er en god forretning at dyrke cannabis. Og der er ingen grund til, at de penge skal gå til andre end danske landmænd, hvis planten bliver gjort lovlig.

Sådan lyder budskabet fra Karen Hækkerup, der er direktør i Landbrug & Fødevarer, i Jyllands-Posten lørdag.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– Hellere lade danske landmænd dyrke planten end at importere den fra eksempelvis Holland, siger hun til avisen.

På Christiansborg bakker Liberal Alliance, Enhedslisten, Alternativet, SF og De Radikale op om en hel eller delvis legalisering. Men da de resterende partier er imod, er der ikke flertal for at sætte hashen fri.

Ifølge Karen Hækkerup er det da også for tidligt at skyde væksteventyret i gang. Først skal en række afgørende spørgsmål besvares: Hvor skal cannabis dyrkes? Under hvilke omstændigheder? Hvor meget? Hvem skal stå for dyrkningen? Og hvor godt skal markerne sikres?

– Alt dette skal jo afklares først, men hvis der opstår et politisk flertal for fri cannabis, så finder vi ud af, hvordan vi kan få skabt de løsninger, der skal til. For det kan jo lige så godt være danske landmænd, der dyrker den i stedet for udenlandske, siger Karen Hækkerup til Jyllands-Posten.

Hampplanten kan blandt andet bruges som byggemateriale, til tøj, medicin og som rusmiddel til både nydelse eller smertebehandling, skriver avisen.

/ritzau/