Dømt: Havde indstøbt 20 kilo ketamin og MDMA i borde og lysestager


Arkivfoto


Fem personer i alderen 32-41 år er torsdag blevet idømt straffe på mellem fem og elleve år for indsmugling af narkotika fra Belgien.

Sagen drejer sig om op mod 20 kilo ketamin og MDMA.

Narkoen var blandt andet støbt ind i borde og lysestager.

Den blev sendt med internationale pakkedistributører fra Belgien til en lang række fiktive navne og adresser i Danmark.

Danmark var imidlertid kun en mellemstation for at sløre smuglingen.

Det var meningen, at stofferne skulle smugles videre til Australien, men dansk politi kom på sporet af sagen, da belgiske toldere stoppede en pakke på vej til Danmark.

Den viste sig at indeholde to lysestager med i alt knap tre kilo MDMA.

Efterforskningen af sagen førte til, at Københavns Politi fandt en række andre pakker, der var sendt efter samme mønster.

Desuden indgår der i sagsmaterialet en række pakker, som ikke er blevet beslaglagt, men hvor der er foretaget et skøn af, hvad pakkerne kan have indeholdt.

Tre af de dømte er blevet udleveret til Danmark fra Holland og blev i dag udvist for bestandig.

Det samme gjorde en amerikansk statsborger, der har modtaget pakkerne i Danmark og sendt dem videre.

”Jeg er tilfreds med den dom, som byretten har afsagt. Der er tale om en større mængde hård narkotika, som politiet efter et grundigt efterforskningsarbejde har forhindret i at komme i cirkulation. Der har været et velfungerende samarbejde mellem danske, belgiske, hollandske og australske myndigheder,” siger senioranklager Maja Schiøtz.

Fire af de dømte valgte at anke dommene, mens den sidste har udbedt sig betænkningstid.