En person er i kritisk tilstand og lagt i koma på sygehuset, efter at i alt fire personer natten til onsdag var involveret i en voldsom trafikulykke på Budumvej i det østlige Aalborg.
Det skriver Ekstra Bladet.
Nordjyllands Politis vagtchef Thomas Ottesen oplyser til avisen, at ulykken skete omkring klokken 00.19. Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget den.
Han oplyser onsdag morgen, at bilinspektøren først lige er blevet færdig på stedet, og at politiet fortsat arbejder i området.
Ud over den ene person i kritisk tilstand er tre andre personer fra bilen også kørt til sygehuset. Deres tilstand kendes ikke.
Efter ulykken stoppede politiet en person i en sort firehjulstrækker på Humlebakken. Vedkommende blev anholdt på stedet efter at have afgivet vidneforklaring fra ulykken på Budumvej.
/ritzau/