Hver tredje Red Barnet-indsamler dukkede ikke op


Keld fra Odense havde ingen kontanter, da Thomas kom forbi for at samle ind. Men han støttede da bare med MobilePay, fortæller Red Barnet på Facebook. (Foto: Facebook – Red Barnet)


Hver tredje indsamler valgte at holde sig inden for i tørvejr og mødte ikke op til søndagens Red Barnet-landsindsamling.

Dermed stemte blot 6000 danskere dørklokker i løbet af søndag. Og det kommer til at påvirke det samlede landsresultat, lyder det.

– Vi havde forudset, at regnvejret kunne komme til at spænde ben for os, og når små 9000 tilmeldte indsamlere bliver til godt 6000, der reelt dukker op, vil det uden tvivl påvirke det endelige indsamlingsresultat, siger generalsekretær Jonas Keiding Lindholm i en pressemeddelelse.

Resultatet bliver dog ikke offentliggjort søndag på grund af mange donationer via de mobile tjenester Mobile Pay og Swipp, oplyser Red Barnet.

Ifølge organisationen var det cirka dobbelt så mange som ved tidligere indsamlinger, der i år ikke dukkede op for at hente indsamlingsbøssen.

I flere dele af landet var der søndag massiv regn, og kun nordjyderne kunne ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) holde sig helt tørre.

– Jeg vil gerne takke alle dem, der trodsede regnen og hoppede i regntøj og gummistøvler for at gå ud og banke på døre, siger generalsekretæren.

– Alle de frivillige, der igen i år har været med til at få hele denne kæmpe indsats til at glide. Og ikke mindst alle de gavmilde danskere, som har taget så godt imod os med både smil, nysgerrighed og en mønt eller en seddel.

De indsamlede penge går blandt andet til børn i katastrofeområder og børn på flugt.

– De mindste er altid kriges og katastrofers største ofre, og det er dem, vi fokuserer på i vores arbejde. Den indsats, vi lægger i nutiden, er med til at sikre fremtiden for alle de børn, siger Jonas Keiding Lindholm.

Sidste års indsamling nåede op på 11,8 millioner kroner.

/ritzau/