Mary giver formue til voldsramte kvinder


Selv om Marokko i 2004 vedtog en ny familielov, der skulle forbedre kvinders rettigheder, er vold mod kvinder stadig et udbredt problem i det nordafrikanske land.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Samtidig er kvinderne ofte afhængig af juridisk hjælp, hvis deres rettigheder skal anerkendes.

Dét har Mary Fonden besluttet at støtte, for den årlige donation på en kvart million danske kroner går i år til juridisk bistand til voldsramte kvinder på kvindekrisecentret Tilila i storbyen Casablanca.

– Kvindernes vej ud af volden er derfor særdeles afhængig af, at de kan få en advokat til at føre deres sag ved en domstol, siger kronprinsesse Mary i en skriftlig kommentar.

Kronprinsessen og direktøren for Mary Fonden, Helle Østergaard, besøgte i september i år blandt andet kvindekrisecentret Tilila under en rejse til Marokko.

– Under besøget blev det tydeligt for os, at kvindernes rettigheder er en central nøgle til et liv uden vold, og da opstod idéen om, at den årlige donation skulle gå til juridisk bistand til kvinderne på Tilila, siger kronprinsesse Mary.

Mary Fondens donation på 250.000 kroner betyder, at godt 75 kvinder kan få deres sag for en domstol, og et større antal kvinder vil blive oplyst om deres rettigheder.

Kvindekrisecentret Tilila kan huse 20 kvinder og deres børn. Kvinderne bor der typisk i to til seks måneder.

Tilila er ét af godt 10 kvindekrisecentre i Marokko. De marokkanske centre er privat drevet, og de kæmper med at få donationer til at dække deres omkostninger.

I Marokko har 63 procent af alle kvinder oplevet vold inden for det seneste år, og i mere end halvdelen af tilfældene er det kvindens partner, der udøver volden.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Billed , fotograf Kasper Kamuk