HILLERØD: En 17-årig mand fra Allerød kan se frem til at få ørerne alvorligt i maskinen, efter han spyttede en politibetjent i ansigtet, natten til søndag.
En 17-årig mand fra Allerød har fået en sigtelse for vold mod tjenestemand på nakken, selvom han ganske vist hverken slog eller sparkede. Derimod sendte han en ‘snotter’ direkte i ansigtet på en politimand, da ordensmagten greb ind overfor den unge mands opførsel på Hillerød Kræmmermarked.
Formentlig med en vis promille optrådte den 17-årige på slap line, hvor han forsøgte at komme i slagsmål med stort set resten af de tilstedeværende af Kræmmermarkedet.
Ordensmagten frelste dog den 17-årige mand fra at få øretæver, da man fik ham anholdt – men inden det lykkedes havde han nået at sende en spytklat i ansigtet på en af betjentene.
Muligvis var den 17-årige ikke klar over alvoren i sin adfærd, men den slags er også vold og i dette tilfælde altså vold mod tjenestemand, så den unge mand kan se frem til en plet på sin straffeattest. Han blev taget med på stationen til afkøling, og senere på natten igen sat på fri fod.
Fakta:
Efter en dom i Højesteret i 2006 blev det fastslået at spyt er vold. Det kan synes bagatelagtigt, men dommen gjorde en ende på flere års juridisk diskussion. Sagen som slog spytklatter fast som vold, var en dengang 26-årig mand som i 2004 spyttede en bagerekspedient i ansigtet, da han ikke kunne få en sandwich med æg og rejer.
Ved de to instanser, Byretten og Landsretten, blev han dømt for vold, men der var ikke enstemmighed. Sagen endte derfor i 2006 i Højesteret hvor det – for tredje gang – blev dømt som vold. Det er således vold at spytte på andre mennesker, uanset hvem de er og hvor sur man er.