Ung kvinde dræbt: Fundet med alvorlige læsioner på overkroppen


Politi på gerningsstedet torsdag.


En 22-årig kvinde blev torsdag fundet hårdt kvæstet på Violvej i Kolding.

Politiet oplyser, at hun havde alvorlige læsioner på overkroppen.

Politiet fik anmeldelsen 12:30, og hun blev kort efter hastet til hospitalet.

Hendes liv stod dog ikke til at redde, og ud på eftermiddagen afgik hun ved døden.

Politi iværksatte en omfattende efterforskning.

En større afspærring blev etableret, og efterforskere, teknikere og hunde gennemsøgte området med henblik på at indsamle spor.

Indledende afhøring af vidner blev også gennemført og retslægelige undersøgelser til brug for efterforskningen er iværksat.

Politiet arbejder stadig på at klarlægge hændelsesforløbet, der førte til den 22-årige kvindes død.

Den afdøde vil fredag blive obduceret.

En 30-årig mand og en 29-årig kvinde fra Kolding, der var til stede, da den 22-årige kvinde blev fundet, blev anholdt kort efter politiets ankomst til adressen.

Omstændigheder ved dødsfaldet gør, at de begge sigtes for drab, og de fremstilles fredag ved retten i Kolding kl. 11.00.

Det er politiets opfattelse, at den afdøde kvinde, den 30-årige mand og 29-årige kvinde kendte hinanden i forvejen.

Ved grundlovsforhøret vil Anklagemyndigheden anmode om lukkede døre.