Arkivfoto
To indrejsende personer blev sammen med en 40-årig mand, der ventede i Aarhus Lufthavn, anholdt onsdag morgen.
De rejsende var kommet med fly fra Uganda via København.
Anholdelsen skete efter et tip fra Toldstyrelsen, der havde mistanke om, at de indrejsende, en bulgarsk kvinde og mand havde stoffer i kufferterne.
I lufthavnen ventede betjente på dem.
De bad manden og kvinden om at åbne deres kufferter.
De to forklarede, at de desværre ikke kunne åbne kufferterne, da de ikke havde nøgler til dem.
Så blev kufferterne åbnet på anden vis, og det viste sig, at der i hver lå ca. 44 kilo khat.
Allerede inden anholdelsen af de to bulgarere havde betjente på stedet fået øje på to mænd på 39 og 40 år, der stod og ventede i lufthavnen.
Betjentene fik mistanke til, at mændene havde forbindelse til de to bulgarere, og mistanken blev forstærket, da mændene havde meget svært ved at forklare, hvad deres ærinde i lufthavnen var.
Under en visitation af de to mænd fandt politiet flere beskeder og dokumenter, der indikerede, at de havde forbindelse til bulgarerne.
Ud fra fundene og de efterfølgende afhøringer vurderede politiet, at de anholdte i forening havde aftalt at smugle den store mængde khat ind i landet, at det var planen, at det skulle sælges videre.
Anklagemyndigheden vurderede, at der var grundlag for at fremstille tre af de anholdte i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, mens den 40-årige mand blev løsladt.
Han er dog fortsat sigtet i sagen.