Optimistisk flugtbilist: Forsøgte at løbe da han var blevet stoppet


Arkivfoto


En biljagt natten til onsdag i Aarhus N endte med adskillige sigtelser og en beslaglagt bil.

En patrulje bemærkede en bil, der slingede, mens den kørte på Randersvej i Aarhus N.

Betjentene ville derfor standse bilen med henblik på at foretage en rutinekontrol.

Men da betjentene aktiverede patruljebilens udrykningssignaler satte føreren af bilen farten kraftigt op og kørte ind ad Stockholmgade og videre ad Kalmargade.

Betjentene satte efter, mens de anmodede vagtcentralen om assistance fra øvrige patruljer til biljagten.

Bilisten kørte via Malmøgade retur til Randersvej, uden at bremse ned, hvor der var ubetinget vigepligt, hvorefter han kørte med en hastighed på anslået godt 120 km/t, hvor man må køre 60 km/t.

Biljagten fortsatte, og da bilisten nåede krydset Skovvangsvej/Aldersrovej kørte han frem for rødt lys.

Senere kørte han ind af Skovfaldet på trods af, at der er indkørsel forbudt, og fortsatte imod færdselsretningen ud på Nordre Ringgade.

En hundepatrulje ankom samtidig til stedet og overtog eftersættelsen, der kort efter endte ved en parkeringsplads ved Risvangen, hvor bilisten standsede.

Han ville dog ikke umiddelbart efterkomme betjentenes anvisninger om at stige ud af bilen. Pludselig åbnede han dog døren og forsøgte at løbe fra stedet.

Han nåede dog ikke langt, før han blev stoppet af en politihund og efterfølgende lagt i håndjern.

Den 21-årige mand virkede påvirket, og blev fundet i besiddelse af narkotika, hvorfor han både blev sigtet for spiritus- og narkokørsel samt narkobesiddelse.

Derudover blev han sigtet for; kørsel uden førerret, for gentagne gange ikke at have efterkommet politiets anvisninger, for kørsel frem for rødt lys, for overtrædelse af hastighedsbegrænsninger og for kørsel uden førerret.

Idet bilisten formentlig har kørt mere end 100% over den tilladte hastighed, blev bilen, der i øvrigt tilhører en 56-årig kvindeligt familiemedlem til den 21-årige, beslaglagt med henblik på nærmere undersøgelse og senere konfiskation.