54-årig mand fængsles for at kværke ekspartner i Slagelse

    En kvinde i 50'erne, der mandag blev fundet død i et parcelhus i Slagelse, blev dræbt ved kvælning ved kværkning.

    Det fremgår af politiets sigtelse mod en 54-årig mand, der tirsdag er blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved. Her har dommeren afgjort, at manden skal være varetægtsfængslet frem til 9. juni.

    Ved kværkning bruger en person sine hænder til - med et greb om halsen - at slå et andet menneske ihjel.

    I retsmødet nægtede manden sig skyldig i den rejste sigtelse. Han indrømmede dog, at det var sket, men mener, at det var uden forsæt. Det sortnede for ham, lød forklaringen.

    Foruden fængsling har dommeren besluttet, at den drabssigtede mand skal mentalundersøges. Han er desuden blevet beskyttet af et navneforbud.

    Den 54-årig fortalte, at han og den dræbte kvinde var samlevere, men at de var ved at gå fra hinanden.

    Han og kvinden kom op at skændes mandag eftermiddag. Det var her, det ifølge manden selv "slog klik" for ham.

    Da han havde kværket kvinden, var han ikke sikker på, om hun var død, men han havde en fornemmelse af det, forklarede han.

    Manden har en depression og er stadig delvist i behandling for den.

    Det var mandag klokken 15.30, at politiet blev kaldt ud til en melding om, at der muligvis var sket en forbrydelse i parcelhuset i Slagelse.

    - Politiet kommer frem, og vi finder liget af en dræbt kvinde i 50'erne. I umiddelbar forlængelse anholder vi en mandsperson også i 50'erne et andet sted i byen, sagde politiinspektør Kim Kliver mandag til Ekstra Bladet.

    Det er syvende gang i år, at en mand ifølge politiets mistanke har begået partnerdrab mod en kvinde. Emnet har stor politisk bevågenhed, og ligestillingsminister Trine Bramsen (S) har tidligere på året sagt, at Danmark har et problem.

    - Et problem vi skal kunne tale om og finde løsninger på, har hun skrevet på Facebook.

    De pårørende er blevet underrettet.

    /ritzau/